Omvendt auktion

Traditionelle handelsformer udfordres på nettet

Nye tiltag som omvendt auktion og gruppekøb, udfordrer den traditionelle online handel. Kundens krav om rabat er i fokus, og det er noget der flytter markedsandele når der skal vælges handelssted.

 

FDIH vurderer at den årlige vækst for onlinehandel ligger på ca. 15%. Som forbrugere har vi altså vænnet os til at handle på nettet, og til de fordele der følger med. Der er ingen åbningstider, der dikterer hvornår du skal stå i forretningen. Der er ingen kø ved kassen, og ingen irriterende sælgere, der forsøger at proppe mere ned i halsen på dig end det du kom for.

Der er dog et enkelt element det har haltet med, og det er muligheden for at gøre en god handel. De priser du ser på webshoppen, svarer til de priser du finder på prisskiltet i butikken. Problemet er, at der ikke er nogen på nettet at forhandle med.

Alle kan få rabat

Det er muligt at forhandle sig til en bedre pris, hvis man er villig til at investere sin tid i det. De fleste butikker vil nemlig hellere acceptere en lavere pris, end at se kunden gå sin vej igen. Det er dog ikke alle kunder, der har tid til at besøge flere butikker, for at opnå den bedste pris. Det er bestemt heller ikke alle, der bryder sig om at forhandle, ansigt til ansigt med en sælger i butikken. Skal de så gå glip af den gode handel? Nej, naturligvis ikke – der er flere forskellige muligheder, man kan benytte sig af.

Ved omvendt auktion tager man udgangspunkt i hvad kunden har lyst til at betale, og ikke hvad der står på prisskiltet. Man finder den vare man søger, og opretter et bud, med den pris man ønsker at betale. Kundens bud sendes ud til en række butikker, der enten kan acceptere kundens pris eller sende et modbud.

Når forhandlingen er gennemført, modtager kunden sin vare.

En anden model tager udgangspunkt i mængerabat, og i at butikkerne kan presses, når det er mange kunder der henvender sig på en gang.

Der er dog den ulempe at gruppekøb ikke tager udgangspunkt i den enkelte kunde. Derfor må man væbne sig med tålmodighed, indtil man samlet set er mange nok til at opnå rabat.

Reaktionen fra de fysiske butikker

Mange butiksejere har en indgroet skepsis mod nytænkende og innovative handelsformer. Faktisk findes der stadig butikker, der ikke tillægger online handel nogen værdi. Hvis de overhovedet har en webshop, er den dårligt serviceret og halvtom. Det er som om de forestiller sig, at internettet en dag forsvinder igen. Det er ikke fra den kant man finder nye og spændende handelsformer, og som altid når der er stilstand i en branche, så kommer der nogen og overhaler indenom.

Vi spurgte Jesper Emborg fra Bestemt.dk hvordan han ser udviklingen: ”Vi har fra starten haft et ønske om at lave en handelsplatform, hvor det er måden man handler på, og ikke så meget produkterne der er i fokus. Med omvendt auktion, kan vi tilbyde kunderne at forhandle om prisen, på alt de måtte ønske sig. Hjemme fra sofaen, og lige hvornår det passer dem. Forhandling om prisen, er det sidste element fra fysisk handel, som vi nu overfører til nethandel” siger han, og fortsætter ”hvem har bestemt, at en vare skal koste det der står på prisskiltet? Vi sætter kunden i centrum, og tager udgangspunkt i, hvad de har lyst til at betale. Så er det op til de tilmeldte butikker, at finde blyantspidseren frem, så kunden opnår den skarpeste pris”.

Om butikkernes reaktion, siger han ”vi har da oplevet meget modstand, men sådan er det vel altid når man forsøger at ændre noget. Butikkerne har tjent mange penge før i tiden, hvor kunderne bare ukritisk betalte det de blev bedt om. Sandheden er, at de fortsat kan tjene godt, samtidig med at kunderne får den rabat de ønsker sig. Det er i hvert tilfælde hvad vores tilmeldte butikker fortæller os, og vilkårene er jo ens for alle”.

Fremtidens købsoplevelse

Tallene taler deres eget sprog; dansk detailhandel har det svært. Butikkerne, der engang var inspirerende og indbydende, ligner nu hinanden til forveksling. Den gode service og den høflige, opmærksomme betjening, kan være meget svær at finde. Prisen ender med at blive det eneste konkurrenceparameter. Det medfører besparelser på personalet, og således graver branchen sin egen grav.

Det er svært at forestille sig, at de butikker der kun nødtvunget arbejder med internethandel, har en chance for at overleve. Kunderne får i dag deres inspiration på nettet, og de kan gennemføre deres køb ved et par tryk på en knap. Hvor er butikkerne berettigelse, når kunderne ikke har nogen grund til at besøge dem? De butikker der overlever, bliver netop dem der tager imod de nye og innovative handelsformer, og endeligt erkender, at det er kunden der bestemmer – også når det kommer til hvad varen skal koste.